Velkommen

Velkommen til De Grønne Quilteres hjemmeside.

 

Her finder du informationer om vores forening, vores forårs- og efterårsprogrammer, fotos fra vores forskellige arrangementer samt kontaktformular til brug for at komme i forbindelse med os. Under overskriften "Billeder" kan du gå ind og se fotos fra vore forskellige aktiviteter. Når en aktivitet er understreget kan du finde billeder.

Nyheder

 

Lørdag d. 15.06.2013. Quilt in Public. De Grønne Quiltere holdt QUIP for 5. gang. - I år, som de foregående år lagde Lyngby Bibliotek grund, borde, stole og ikke mindst kaffe og the til. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, luften var dejlig lun. Igennem dagen kom og gik der omkring 15 glade quiltekvinder med deres quilt, snakken gik på tværs af alle, og især var det dejligt at tale med mange, som du ikke lige taler med til hverdag. - Flere, især kvinder, var meget interesseret i, hvad vi havde gang i, et par stykker synes også, at de ville skrives op på vores lange venteliste. Pragtfuldt.

Tirsdag d. 04.06.2013. Sommerafslutning. Vi havde en hyggelig aften med mange spændende medgragte retter, godt brød og gode vine. Snakken gik lystigt og til kaffen var der lækre "Heidie-Flødeboller". - Før middagen overrakte Gitte N. os "Anders Tæppet", som var meget flot håndquiltet. Tæppet gik så videre til Anette, som vil sy kanter på. - Vi ser frem til at se jer til "Quilt in Public" lørdag d. 15. juni på biblioteket i Lyngby fra kl. 10.00 til 15.00.- God sommer til alle og vi ses i Møllen d. 3. september.

Hilsen fra Bestyrelsen.

Lørdag d. 13.04.2013. Vi var på vores årlige Sommerudflugt i bus, som i år gik til Korsør til Hanne Wellendorph. Vi blev modtaget af Hanne i hendes smukke hjem, som vi kunne gå rundt og nyde. Det var også muligt at købe mønstre til hendes spændende modeller samt stoffer hertil. - Hun viste os nogle få projekter, som hun er i gang med. - Derefter kørte vi til en cafe inde i Korsør, hvor vi havde et lokale for os selv, hvor der var dækket op til frokost. Hanne spiste med og så modtog vi undervisning af hende i "små fiberfyldte hjerter". Snakken gik lystigt og vi syede flittigt. Hanne havde bagt kage som vi nød sammen med kaffe og te. Efter en dejlig dag blev vi kørt tilbage til Lyngby.

Søndag d. 24.03.2013. Vi har afholdt Venskabsdag med kolleger fra Sokkelund og Gentofte quilterne.

Det var en god, aktiv dag hvor vi havde besøg af Gitte Kjær, som demonstrerede Dresden Platte, og der var mulighed for at købe linialer hertil. Der er stadig nogle tilbage, hvis nogen er interesseret.

Vi havde også besøg af Anne, som demonstrerede AccuQuilt skæremaskine samt forskellige skære-plader.

Dette begejstrede os så meget, at Bestyrelsen besluttede at købe en maskine til De Grønne Quiltere, som kan bruges på mødedage på møllen.

Vi vil her beskrive hvilke skæreplader, som er blevet indkøbt til skæremaskinen:

- Double Weddingring.

- Sekskanter.

- Cirkler.

- Jelly Rolls Strimler, 2½ inch.

- Små firkanter,2½ x 2½ inch.

- Trekanter, 2½ x 2½ inch.

- Drunkard's Patch.

- Apple Core, 6½ inch.

Ovenpå stod Ulla Vestergaard og solgte nogle af sine fine ting samt Kari Bjørner, som også solgte stoffer fra sin butik.

Der var en liflig duft af kaffe samt forskelligt hjemmebag som blev nydt.

Tirsdag d. 29.01.2013. Stichery. På denne tirsdags-aften havde vi besøg af Charlotte og Rosanne fra Tante Andante. Charlotte havde sin butik med, og der var mulighed for at handle dejlige stoffer, mønstre og tilbehør. Rosanne havde lavet et lille sykit, som kunne købes for 15,00 kr. Lige klar til at gå i gang med. Rosanne underviste os i de forskellige sting, der bruges i Stichery.

Alle var meget ivrige efter at lære teknikken og gik til opgaven med stor ildhu. Snakken gik på tværs af alle, der blev syet flittigt, mens vi nød kaffe, flødeboller og lidt andet guf, som Heidie endnu engang var mester i at medbringe. - En rigtig hyggelig og udbytterig aften.

Tirsdag d. 4.12.2012 havde vi Juleafslutning og som sædvanligt med gaver og godt Jule-humør. Vi spiste den indkøbte mad og derefter var der kaffe og dejlig chokolade. - Der blev syet flittigt samtidigt med, at de medbragte gaver blev delt ud under stor morskab. - Vi havde en hyggelig aften, som det vil kunne ses på de vedhæftede billeder.